Lokalavisen Christianshavneren begyndte i de gamle dage – den gang, Beboerhuset var BeZat af lokale. Årsagen var, at huset (der havde været Kofods Skole) var planlagt nedrevet, så der kunne bygges P-hus i stedet. Besættelsen trak noget ud, førend kommunen gav sig. Og bezætterne havde brug for intern kommunikation. Som tiden gik, kom det lille informationsblad til at indeholde flere og flere lokale nyheder og en lys idé dukkede derfor op: hvad med at gøre det til en avis for alle Christianshavnere?
Som tænkt, så gjort – og nu er vi så foreløbigt på 28. Årgang. Avisen er blevet tykkere, i farver med al den moderne teknologi. Men nogle ting er dog uforandret: avisen produceres stadig af ulønnede, frivillige aktivister. Avisen er stadig åben overfor alle, der har lyst til at være med. Og avisens ledelsesform er stadig kollektiv ledelse, hvor alle aktivisterne har lige meget at skulle have sagt.