Rosa Lund - Enhedslisten

Kære Christiania

Hjertelig tillykke med de 50 år- det er noget af en bedrift

Det er så yndigt at følges ad

For jer, med alle os andre

Et unikt fristed for alle og enhver

I favner virkelig dem der mangler

Halvtreds år hvor det umulige er bevist

På socialistisk og bæredygtig vis

Christiania kan ikke slås ihjel

For vi er jo en del af jer selv

 

Det er så hyggeligt allensteds

Hvor små og store har ét i sinde

Frihed og fællesskab- man vil bare have mer!

Og mit budskab er derfor at bringe

En bøn til jer om at hjælpe os på Borgen

Med at skabe muligheder og ændre på loven

Så fremtiden er fyldt med fristeder overalt

Med indkøber, bar og badeanstalt

 

Det err så yndigt at følges ad

For os, som gerne vil Staden;

Men fristadskampen er sjældent let

Og I skal befris for balladen
Forbudspolitikken er gået for vidt

Det kan alle og enhver konstatere

At frigive hashen er et sikkert hit

Bare kig ud og tag ved lære

 

Hvert ægtepar, som med kærlighed

I Fristadens navn holder bryllupsgilde

En beskeden ønskeseddel I har

Ingen grund til mere tidsspilde

Stop med vold og knippelslag

Ikke kun fordi I har fødselsdag

Vi fortjener alle at Gaden er fri

For politivold og bandekrig

 

Det er så yndigt at følges ad

For to, som gerne vil være sammen

Det bliver en rød/ grøn affære

Et træ, der vil stå i hundrede år

For der vil Christiania stadig være
I har Enhedslisten på jeres hold

Hurra, hvilken kæmpe ære

 

Tillykke med fødselsdagen !!!!!

 

Med venlig hilsen

 

Rosa Lund

MF/ Rets-, demokrati, integrations- og udlændingeorsfører, Enhedslisten

 

Hvorefter et sundt kirsebærtræ- prunus avium- overraktes som gave til Christiania

LARS WEISS´ TALE FORAN RÅDHUSET

Kære christianitter

Kære københavnere

Kære alle sammen

 

I september 1970 væltede christianshavnerne hegnet til den forladte Bådsmandsstræde Kaserne. De havde en simpel idé. De ville etablere en legeplads til gavn for Christianshavns børn.

Ideen voksede sig hurtigt større, og legepladsen blev også for de voksne. Og i disse dage er det 50 år siden, at Fristaden Christiania opstod ud af den gamle kaserne.

Jeg tror, de færreste politikere tilbage i 1971 havde regnet med, at Christiania ville bestå 50 år efter. Men i dag kan vi fejre, at den kreative, blomstrende og mangfoldige fristad har holdt ud og består i bedste velgående.

Og lad mig sige det lige ud. Jeg kan ikke forestille mig et København uden Christiania. For det ville være et mindre rummeligt København.

Fristaden åbner sine døre for de københavnere, som ikke altid føler sig hjemme i resten af byen. Her kan man udfolde sin identitet og være præcis den man har lyst til. Her har fantasien ingen grænser. Og her er ingen ideer for vilde.

På den måde bidrager Christiania til et mangfoldigt København, hvor der er plads til forskellighed, og hvor alle kan finde et fællesskab, hvor man kan slå rod og lade sin identitet blomstre.

Et København uden Christiania vil være et mindre kreativt København. For man kan ikke sige Christiania uden at sige kunst og kultur. Og når man kigger ned ad listen med kulturtilbud Staden byder på, så er den meget lang, og kan gøre enhver mellemstor provinsby helt misundelig.

På Christiania finder man alt fra: En biograf- Børneteater- Jazzklub- Galleri- Trækunst- Naturoplysning- Koncert-hal- Keramikværksted- Operaen- Fotoudstillinger og meget, meget mere.

Og som socialdemokrat mangler jeg blot en kunstgræsbane, så har jeg det hele.

Da jeg fik invitationen til dagens arrangement, kunne jeg ikke lade være med at studse over, at vi fejrer guldbryllup. 50 års ægteskab mellem Christiania og Danmark. Man kan naturligvis diskutere, om ægteskabet blev indgået frivilligt af begge parter, men med tiden kan man jo lære at elske hinanden.

I et langt ægteskab kan der hurtigt gå hverdag i forholdet. Men kære Christiania: vores forhold har aldrig manglet hverken gnist eller spænding.

Jeg håber, Christiania og Danmark får yderligere 50 gode år sammen. Og at man igen i 2071 vil samles her på Rådhuset og fejre 100 året for Christiania. Det vil smukt hedde et himmelbryllup.

På vegne af Københavns Kommune vil jeg sige et stort tillykke med jubilæet. Lad os udråbe et trefoldigt leve for Christiania. Christiania længe leve: hurra, hurra, hurra.

 

Tak for ordet og rigtig god fejring.

                      Lars Weiss, overborgmester i København