Hvad med kulturen? Der er lys forude!

Når vi krydser den 21. april, åbner Christianshavns tre store udstillingssteder for kunst for besøgende med coronapas.

Copenhagen Contemporary

Frem til den 1. august:  Cph Contemporary på Refshaleøen har forlænget udstillingen The Clay Ship. Et lerværksted i farverige latinamerikanske rammer. Publikum inviteres til at være medskabende.

Frem til den 24. oktober: Art of Sport. En udstilling med over 30 kunstnere, der belyser sportens verden fra mange vinkler. 

Nordatlantens Brygge
Må udskyde åbningen til den 13. maj kl. 12.

Udskydelsen skyldes problemer i forbindelse med renoveringen af pakhusets gulve. Heldigvis er udstillingen Samtaler om tåge forlænget indtil den 25. juli, og den bør ses! Christianshavneren har tidligere rosende anmeldt udstillingen. Den er ufattelig oplevelsesrig og fin. Tågen skal man lede efter, men den findes (god jagt!), og samtaler er der i rigt mål.  Værkerne taler, højlydt provokerende eller indsmigrende sagte, men først og fremmest lægger de op til samtaler. Tag en ven under armen og oplev sammen. Hvilke spørgsmål rejser det enkelte værk i jer? Hvad kan I lide og hvorfor eller hvorfor ikke? Hvilket værk vil I hver især gerne ’have med hjem’? Husk at samtale sagte, hvis der er andre gæster. 
Frem til den 25. juli: Nordatlantens Brygge har forlænget Samtaler om tåge. En forunderlig og opdagelsesrig udstilling med malerier, grafik, tekstil og installationer. 

Overgaden

Frem til den 16. maj: Overgaden udstiller parallelt 

Liljegrotten, 7 værker, udgørende ”en gotisk troldspejlsverden”. Video, skulptur, installation og interaktiv animation. 

Et ridt mod det tomme, en performativ filmisk og installatorisk fortælling.